Engdahls Eventyrlige Verden
På rejsebloggen Engdahls Eventyrlige Verden kan du læse spændende rejseartikler fra alverdens land. Du finder gode indlæg om specifikke destinationer krydret med guides der kan gøre livet lidt lettere for dig som elsker at rejse.
Find inspiration eller gode råd til dit næste eventyr gennem mine oplevelser rundt i hele verden. Jeg er en 44-årig rejsenørd der elsker at planlægge og researche rejser. Jeg nyder at opleve nye kulturer og historiske seværdigheder. Mest rejser jeg med min skønne datter på 9 år. Nogle gange tager vi venner og familie med og nyder at finde små magiske oplevelser man ikke kan købe sig til.
En af vores største oplevelser var f.eks. da vi var i Thailand i 2015. Vi boede i en lille fiskerlandsby 30km fra Krabi og kørte rundt på scooter i lokalområdet. Vi stødte på et lille hostel agtigt sted med små hytter hvor vi valgte at deltage i deres fælles aftensmad. De andre gæster forklarede at der nede i mangroveskoven var fluorescerende alger. Vi hoppede i badetøjet og lånte en lygte og bevægede os ud over den meget lange, knagende bro til vi tilsidst nåede udkanten af mangroveskoven hvor der var en trappe ned i vandet. Vi hoppe lidt frygtsomme i, da vi næsten ikke kunne se noget i lygtens skær – og slet ikke hvad der gemte sig under havets overflade. Men da vi begyndte at bevæge os i vandet, aktiverede vi algerne og vandet lyste op omkring kroppen. Hver gang vi bevægede os, glimtede vandet omkring os som guld. Vi lå længe i det varme vand og nød det fantastiske syn af funklende lys i det mørke vand. Det var en super god oplevelse – og den var helt gratis.
Jeg beskriver alt fra charterrejser til bestigning af Kilimanjaro, fra rejser jeg selv har planlagt fra bunden og rundrejser hvor jeg har oplevet store historiske seværdigheder. Og giver dig masser at tips og råd til de forskellige rejseformer så det hele bliver lidt nemmere for dig.