Læs for Livet bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for bedre liv.
Vi indsamler bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på ml. 400-1000 bøger og doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Det er fx børnehjem, familieafdelinger, opvækstinstitutioner og ungdomspensioner. Bogudvalget til hvert sted gennemtænkes fagligt, og det tager både udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker og for variation i genrer og sværhedsgrader.
Læs for Livet er en nonprofit-organisation, der blev stiftet i 2012 af Rachel Röst. Hun er børnebogsforfatter og cand. mag i litteraturvidenskab og leder Læs for Livet i dag. Hun blev selv anbragt som 16-årig, og bøger har haft en afgørende betydning for hendes livsbane.